Italiensk vin

 

 

I det nordvestligste hjørne af i Italien, ved foden af Alperne, finder vi den pittoreske vinregion Piemonte, hvis navn i bogstaveligste forstand betyder Bjergets Fod. Piemontes superstjerne og claim to fame er vel nok Barolo DOCG. Denne rødvin er navngivet efter byen Barolo og skal fremstilles på Nebbiolo-druen, som her udtrykker sig stramt og struktureret med høj tannin og syre samt løftede aromaer af rose, viol, trøffel, tjære, læder og røde bær. Barolo er en kraftig vin, men aldrig tung - den ifører sig silkeklæder over et stålskelet, og er snarere benet end kvabset. Tag ikke fejl af den lyse farve - her er masser af intensitet for pengene! Tæt i hælene på Barolo i ry og kvalitet, følger Barbaresco DOCG, ligeledes fremstillet på Nebbiolo-druen, men med lidt kortere lagringskrav og derfor ofte vine, der udtrykker sig lidt mere elegant og feminint.

Nebbiolo dyrkes i det meste af Piemonte - de nordligere beliggende kommuner Ghemme DOC og Gattinara DOC leverer ofte høj kvalitet for pengene og giver Nebbiolo-druen er lidt blødere, mere tilgængeligt udtryk. Det samme oplever man i Alto Piemonte, som inden den industrielle revolution var centrum for fremstilling af vine på Nebbiolo, men siden gik lidt i glemmebogen. Nu kommer der imidlertid nye kræfter på banen og bl.a. producenten La Prevostura beviser i disse år, at stor Nebbiolo-vin ikke kun findes i Barolo.

Sidst, men ikke mindst, skal nævnes druesorten Barbera, som desværre ofte kommer til at stå i skyggen af Nebbiolo, men ikke desto mindre laver skønne dybfarvede, bløde og yderst madvenlige vine med noter af kirsebær, brombær, lakrids og sort peber til meget overkommelige priser. Barbera dyrkes især omkring byerne Alba (herfra stammer Barbera d’Alba DOC) og Asti (som lægger navn til den mest prestigefyldte af druens appellationer, Barbera d’Asti DOCG, men også nytilkomne Nizza (Monferrato)DOCG  i bakkerne øst for Alba og Barbaresco har kæmpet sig ind på scenen med Barbera-druen i hovedrollen; Frasca la Guaragna er et relativt nystartet projekt med wine maker Matteo Gerbi  ( tidligere G.D. Vajra og Bruno Giacosa ) og er et lysende eksempel på den dynamiske udvikling i Nizza Monferrato, hvor også minoritets-druer som Grignolino, Freisa m.fl. demonstrerer regionens diversitet og alsidighed med syredrevne og saftige rødvine.

 

I skarp konkurrence med Piemonte om titlen om den mest prestigefyldte italienske rødvin, finder vi Toscana. Her er det Sangiovese-druen, der er kongen og giver vine med aromaer af kirsebær, Middelhavsurter a la rosmarin og salvie, soltørrede sorte oliven og til tider et touch af orangeskal. Ligesom Nebbiolo, har vine på Sangiovese også rigelige mængder af syre og tannin, men hvor Nebbiolos tannin er finkornet er Sangioveses tannin mere rustik og grov i teksturen, nok også hjulpet på vej af den kirsebærsten-bitterhed, der kendetegner denne druesort. Sangioveses ypperligste udtryk finder man i 
Brunello di Montalcino DOCG.
Brunello er et synonym for Sangiovese og vinene fremstilles omkring den lille bjergby Montalcino i det sydlige Toscana. Brunello di Montalcino har det længste lagringskrav af alle vine i Italien: hele fem år, hvoraf minimum to år skal være på fad. Dermed bliver prisen også hurtigt drevet i vejret og af samme årsag (samt for at sikre stabilt cash flow hos producenterne) har Brunello fået en lillebror, nemlig Rosso di Montalcino DOC. Også her skal der anvendes 100% Sangiovese til fremstillingen, men lagringskravet er blot et år og vinen frigives dermed tidligere og koster markant mindre end en Brunello. Ofte er der rigtig god value for money at hente i denne kategori.

Kigger man lidt længere mod nord, finder man de kendte vinområder Chianti Classico DOCG og Chianti DOCG. Igen spiller Sangiovese hovedrollen, men må dog bistås af en mindre andel af lokale og internationale druesorter i blendet. Vinene herfra er typisk lettere og slankere i udtrykket end Brunello.

Sidst, men ikke mindst, kan man ikke sige Toscana uden at sige Supertoscaner - et begreb, der opstod i 1970’erne efter at nogle vinproducenter var blevet trætte af at følge de (i deres øjne) alt for snævre regler for, hvordan man måtte lave vin i Toscana og begyndte at eksperimentere med internationale druesorter, anderledes blends og nye fade. Dette var imidlertid ikke tilladt indenfor appellationerne i Toscana og vinene blev således deklassificeret til blot at hedde Vino di Tavola fremfor DOC eller DOCG. Vinene fremstillet på denne måde, blev dog kæmpe succeser og dermed var begrebet Super-Tuscan født. Disse vine er stadig den dag i dag ikoniske: Sassicaia, Tignanello og Pergole Torte for blot at nævne et par stykker. Siden dengang er der kommet mange nye vine til i samme stil - som for eksempel Oliviero Toscanis Vedomare Rosso - 100% Syrah fra Bolgheri - strunk og fokuseret med noter af mørk chokolade, brombær og krydderier, eller overdådige, silkebløde og sødmefulde Monte Antico Supremus, som er et blend af Sangiovese, Merlot og Cabernet Sauvignon.

 

Nok kan det være at Toscana er den vinregion i Italien, de fleste forbinder med Sangiovese, men meget tyder på at Emilia-Romagna faktisk er Sangioveses historiske ophav. Denne region, som geografisk er beliggende nordøst for Toscana, er blandt Italiens tre største, set ud fra produktion. Her produceres store mængder af billige vine, men heldigvis også små mængder af vin af høj kvalitet - og her får man for alvor noget for pengene: Producenter som Noelia Ricci og Maria Galassi er tydelige beviser for dette, da vine i lignende kvalitet fra Toscana snildt havde kostet det dobbelte.

Emilia-Romagna er også kendt for den mousserende rødvin Lambrusco, som havde sin storhedstid i 1980’erne, hvor det især var den lyse og meget søde Lambrusco, der var populær, men siden er forsvundet lidt fra de flestes bevidsthed. Det kan dog godt betale sig at genoptage sit bekendtskab med Lambrusco - særligt den dybrøde Lambrusco di Grasparossa og den lidt lysere Lambrusco di Sorbara har noget at byde på, som et glimrende match til charcuteri og småhapsere.

Rejser vi endnu et stræk nordøst på fra Emilia-Romagna, rammer vi Veneto. Denne vinregion strækker sig fra Gardasøens bredder i vest forbi Venedig i øst. Veneto er hjemsted for en række af Italiens mest berømte vine: fra den mousserende Prosecco over den hvide Soave til de røde vine fra Valpolicella, som vi danskere er så begejstrede for. I ganske særlig grad er det Valpolicella Ripasso DOC og Amarone della Valpolicella DOCG, der har vundet vores hjerter. Det, der gør disse vine til noget ganske særligt er produktionsmetoden - og den ene kan ikke eksistere uden den anden: til produktionen af Amarone høstes druerne ved optimal modenhed, hvorefter de bredes ud på særlige tørremåtter og lufttørres til druerne er blevet til rosiner. Her fordamper det meste af vandet fra druerne, hvorved sukker, syre og aromastoffer koncentreres. Den vin, der i Valpolicella fremstilles på disse tørrede druer, kaldes Amarone. Selve metoden hedder appassimento og anvendes efterhånden mange steder i Italien. Til fremstillingen af Ripasso hælder man en almindelig, tør og ung Valpolicella-rødvin over resterne af de tørrede druer fra Amaroneproduktionen og lader den andengære. Dette giver en vin, der har lidt af Amarones sødme og dybde, uden helt at kunne måle sig med den i koncentration. Vine, der blot hedder Valpolicella (evt efterfulgt at Classico og/eller Superiore) er ganske almindelig, tørre rødvine med rank syre og ofte et urtet islæt. Er man blevet forelsket i Amarone og Ripasso er det om at læse etiketten nøje, så man ikke går galt i byen!

Se vores gode udvalg af Italienske vine her..