Meerestein er en forførende, velskabt og herlig rødvin fra udvalgte plots i det varme Swartland i Western Cape; et ideelt terroir for Shiraz-druen, som her leverer veldosseret mørk, moden frugt med sorte kirsebær og knuste hindbær, eksotiske krydderier og fyrig smagsstil med veltrænede biceps.
Drikkeklar, rig smagsfuld og særdeles vellykket blanding af spicy Shiraz og varm, krydret Mourvèdre - begge druer, vi kender så godt fra den populære franske Rhône-dal. Moden og saftig i duft og smag, der både er livlig og mørk, og som afsluttes med en harmonisk , lang, krydret finish. Perfekt match til kraftigere retter, bålmad, krydret lammegryde, simreretter eller Mellemøsten-inspirerede grillede auberginer.
Hvor: Terroiret består hovedsageligt af Malmsbury-skifer med lerjord på de højere områder og sandet lerjord længere nede ad skråningerne; ind imellem rig Hutton-jord. Klimaet i Swartland er perfekt til vinavl med de nedbørsfattige sommermåneder, der tempereres af kølige eftermiddagsbriser og moderate nedbørsmængder og de kolde vintre, der giver vinstokkene mulighed for at hvile og opbygge reserver.
Lidt om historien: Meerestein var et hollandsk handelsskib, der blev bygget i Amsterdam i 1693 ( under Kaptajn Jan Subbings kommando) med en passagerkapacitet på 315 sjæle. Det var et af den hollandske handelsflådes nøgleskibe, som lå i fast rute mellem Nederlandene og Sydafrika. Det forliste i en storm ud for kysten den 3. april 1702 ved Saldanha-bugten med 101 passagerer og en stor kostbar beholdning af sølvmønter.
Vinfremstilling: Den kendte vinfamilie, Boutinot, med aktiviteter i England, Frankrig og egne vinmarker i Western Cape producerer vine fra flere af Western Cape´s sub-zoner, spændende fra kostbare topklassevine til den øvre mellemklasse.
Denne vin er lavet af 70% Shiraz fra vingårde i Riebeek Valley, der vinificeres med 30% Mourvèdre med helt traditionel vinifikation og delvis lagring på fade under supervision af Boutinot´s erfarne team af ønologer.