Intens purpur-violet i farven med tydelige gardiner; saftig, frugtrig, velsmagende og stilsikker Domaine-kvalitet fra Villessèche-familiens vinmarker, smukt beliggende i landsbyen Pougnadoresse imellem Cevénnes og Provence. Her har familien baglandet og det solide håndværk i orden og har produceret kvalitetsvin igennem mere end 3. generationer i det tørre og kalkrige, lerede terroir.
Vinen er en opvisning i saftigt duftende & smagende Grenache-frugt ( 60 % ), som sørger for primær hindbær-aromatik, modne blå blommer, solbær, blød lakrids, mens Syrah-druen med 40 % af mosten bidrager med noter af krydret sort peber, charcuteri, blæk og rabarber og en struktur, som er blød og varm i hele afslutningen. En vin, som vækker umiddelbar drikkeglæde, uprætentiøs, men superærlig repræsentant for den øvre mellemklasse, hvor Rhône ganske fortjent har vundet mange hjerter. Her er masser af Bang for the Buck!
Vinificeret helt traditionelt med håndhøstede druer ved optimal modenhed på store cementtanke med forlænget maceration ved lave temperaturer og kort tids afrunding på store egetræsfade.
Domaine Villessèche er certificeret "Haut Valeur Environnementale" ( HVE ), som er den franske stats miljøcertificering for bæredygtigt landbrug.
Nyd den som den står nu i glasset ved ca. 17 grader - eller til en bred vifte af grill, stege- og simre-retter, med eller uden kød.