"Escondido" Roble 2016 DO Ribera del Duero
"Escondido" Roble 2016 DO Ribera del Duero

"Escondido" Roble 2016 DO Ribera del Duero

Escondido Roble - er en lille perle og charmetrold, en sjælden befrielse og undtagelsen fra det velkendte fad-tyranni i Ribera del Duero, hvor alt for mange vine druknes i overdreven anvendelse af fadlagring. Her er både balance og plads til frugtens rene udtryk i en grad, som kalder smilet frem. Hov ! Hvad skete der her?

Vi er hos mini-kooperativet Bodegas La Milagrosa, som blev grundlagt i 1942 af to familier med egne vinmarker omkring landsbyen Milagros, syd for Aranda del Duero og med vinmarker i over 900 meters højde og med en meget høj gennemsnitsalder i vinmarkerne, som dyrkes i den traditionelle og kvalitetsfremmende buskform med Tinto Fino eller Tempranillo, som er druens kendteste navn. De ældste plots er over 90 år gamle.

Udstyret og teknologien er basal, men druematerialet i topklasse og der vinificeres traditionelt til Escondido Roble, som kun lagrer i ca. 4 måneder på små fade og ellers tilbringer tiden på stål, så den tætpakkede og koncentrerede mørke råfrugt kun akkurat tilføjes et touch og afrundes på fadet. Her gør man ikke tingene ekstra kompliceret, her leverer det hårde fastlandsklima en robust, men blød rødvin med balancen imellem bamset folkelighed og alligevel med backbone, nerve og autencitet, uden budgettet sprænges, hvilket kan siges at være en kunst i Duero, hvor frost og meldug på få timer kan decimere høsten med 50 % og risikoen for katastrofer eller udsigten til økonomisk gevinst er nærmeste naboer i det øde landskab.

Escondido er en velsmagende, autentisk rødvin med tanker i retning af spansk venstrebreds-bordeaux, slank og rank med blyants-duft, mørke bær, især brombær, dog i højere vægtklasse end sit franske modstykke; sammenligningen er dog ikke helt i skoven, selvom vi er på toppen af Duero´s  meseta og kun tænker på bål- og ovnretter med braiseret lam og vilde urter.

James Suckling smagte og gav hele 92 Points

Print