Cava Jean Perico Brut - DO Cava - Cellers Vilarnau Est. 1851 TOP-PRODUCENT!

Cava Jean Perico Brut - DO Cava - Cellers Vilarnau Est. 1851 TOP-PRODUCENT!

Den spanske Cava er en berømt, men omdiskuteret mousserende vin efter den klassiske champagne-metode med afsæt i DO´ens oprettelse i 1972 og med dyrknings-zoner omkring hele 159 byer i så forskellige klima- og kulturelt mangfoldige egne af den iberiske halvø som tænkes kan..: fra Badajoz i vest til Valencia i øst. Langt den største del af produktionen ligger dog i det rige, men oprørske Catalonien, en små 40 km vest for Barcelona, hvor vinerierne ligger skulder ved skulder omkring byen San Sadurni d`Anoia. Her finder vi de to største og dominerende mærkevare-cava´er, som ikke kræver nogen præsentation og en håndfuld mindre, dedikerede huse med højere fokus på markplejen, druematerialet, gær-typerne og det klassiske håndværk.

Vilarnau - er et af disse mikro-vinerier, designet af den catalanske stjernearkitekt Luis Gonzalez og udmærker sig ved en beskeden produktion, heldigvis ejet af sherry-kæmpen Gonzalez Byass, som finansierer hele "pakken" fra dyrkningen af de stedbundne druetyper, Xarello, Macabeo, Parellada, Subirat Parent plus Pinot Noir og Chardonnay og ikke mindst forestår vinifikationen og det videre produktions-flow til den salgsklare flaske.

Damian Deás og Eva Plazas Torné - er  den sympatiske duo bag vinene hos Vilarnau og Jean Perico Brut er et brand til specifikke kunder i det europæiske marked.

Jean Perico Brut - er en strågylden cava med levende bobler, som er fint integreret i vinen, ren og blomstrende frugtrig næse (trods cava-druernes ofte manglende aromatik) og en læskende og spændstig frugtrig smag med lette brødkrummenoter og afbalanceret eftersmag uden den benede syre, man desværre ofte møder i industriel cava.

Jean Perico er med ca. 12 mdrs. flaskelagring et alsidigt alternativ til Crémant og har med sine smidige bobler og lette frugt let ved at tilpasse sig rollen som aperitif, madskubber til tapas-kombinationer mv. serveret ved ca. 9 grader. 

Print