Davida Garnacha 2018 DO Navarra - "Naturvin"

Davida Garnacha 2018 DO Navarra - "Naturvin"

Bodegas Aroa er et fremsynet og progressivt vinhus og blandt de første og førende indenfor den spirende biodynamiske- og økologiske produktion af Navarra-distriktets kvalitetsvine fra deres ca. 25 hektarer vinmarker, beliggende i den højeste del af Navarra-distriktet i Nordøstspanien.

Vinmarkerne med Garnacha er strøet med løs hånd over bakkerne i Yerri-dalen, godt beskyttet af bjergkæderne Sierra Urbasa-  og Andia, hvor den stærke og tørre nord-sydgående vind sørger for at udtørre fugten i vinmarkerne, hvor der aldrig har været anvendt sprøjtemidler eller systemiske midler af nogen art.

Davida Garnaha er fremstillet af håndhøstede Garnacha-druer, vinificeret i 12.000 liters ståltanke ved meget lave temperaturer, så svovlsikring af mosten helt undgås i vinifikationen. Efter overstået gæring holdes vinen afkølet helt indtil aftapningen, som foregår uden yderligere indgreb, udover sterilfiltrering- og nitrogen for at holde vinen i et anaerobisk jerngreb! Naturvins-genren er en forræderisk øvelse, hvis renheden i vinen skal holdes intakt.

Stilmæssigt befinder vi os et sted i Beajolais og omegn, skønt vinifikationen i dette tilfælde ikke er med maceracion carbonique. Her er trykket lagt på den primære frugt og den findes i rigelige mængder med overvældende frugtrigdom af hindbær og røde skovbær, næsten ingen tanniner, men støttet af frugtsyre og masser af saftig ekstrakt og cremet, mostet charme - uden mislyde, trods fraværet af svovl, som tværtom lader frugten flyve frit!

Davida er et moderne spansk eventyr og kunne i og for sig lige så godt komme fra Sydfrankrig, hvor den stilistisk har sit afsæt og åndsfæller.

Nyd Davida godt afkølet som ledsager til lettere retter eller blot som solist!

Print